Et instrument synger på sidste vers…
Rundt om i verden, ikke mindst i Danmark, kan man stadig finde datidens foretrukne tangentinstrument til hjemmet: Taffelklaveret. Et ofte fint udført tangentinstrument, der havde hamre og fint kunne spille – og så alligevel havde sine begrænsninger.
Strengene var placeret parallelt/lettere diagonalt med tasterne (tangenterne) og altså ikke liggende på langs væk fra pianisten, som i flyglet, eller stående på højkant som i det opretstående klaver. Det var tungt, men optog knapt så meget plads i stuen som de to førnævnte instrumenter, og det var først og fremmest billigere end det store flygel. Det havde færre taster/tangenter og dermed færre strenge og et mindre tryk fra strengene. Lyden var af samme grund mere lavmælt og i større sale havde det derfor svært. Taflets foretrukne placering var derfor i hjemmene og da det fra 1850erne blev det bygget med støbejernsramme og stemningen holdt sig derfor mere stabilt, var det det foretrukne køb.
Man kan stadig finde taffelklaveret stående i danske hjem, både med og uden støbejernsramme, men man bør holde sig fra dem uden, hvis man påtænker at spille en smule på det.
Tafler eller Karnis?
Det har været lidt af en gåde, at finde ud af terminologien omkring taffelklaveret. Der findes nemlig også et såkaldt “Karnisformet taffel”, som med tiden har opnået status af et selvstændigt instrument – sprogligt set.
Der er dog formentlig oprindeligt tale om to udformninger af samme instrument: Taffelklaveret – et firkantet og et mere afrundet/svunget “Karnisformet”. Den store danske ordbog beskriver også ordet “Karnis” som “S-formet” og på engelsk omtales taflet som et “square piano”.
De Karnisformede instrumenter har der dog typisk være gjort mere ud af og de kan i dag stadig have en reel værdi, ikke mindst udenfor Europa, i Asien. De bør dog være renoverede og i god stand.
Taflernes historie
Taffelklaveret er, især med jernrammens komme, en videreudvikling af “hammerklaveret”, der kan spores tilbage helt til 1400-tallet. Det karnisformede taffel var dog mest udbredt i perioden 1870-1890. Før taflerne havde deres indtog i sidste halvdel af 1700-tallet, var det cembaloet/spinettet, kært barn mange navnet, der fyldte i det bedre borgerskabs hjem.
Hvor man på cembaloet anslog strengene ved en knipseanordning, og ikke kunne gøre andet end at knipse dem på samme måde hver eneste gang, med samme lyd og lydstyrke som resultat, så kunne man med taflets hamre både spille svagt (piano) og kraftigt (forte) på et og samme instrument.
Silberman
Taflets oprindelse kan skyldes den tyske pianoforte- og orgelbygger, Gottfried Silberman (1683 – 1753), der desværre senere døde af en mulig tin-forgiftning som resultat af mange års orgelpibekontakt.
Silberman byggede et flygel allerede i 1732 (et år efter flygelopfinderen Bartolomeo Cristofori (1655 – 1731) døde. Hans ide/flygler kan dateres helt tilbage til år 1700 men mere om det i en anden artikel.) Derefter flere andre. I 1740 var han muligvis nået til nr. 15 i rækken. To af hans flygler er bevaret og står i dag i Tyskland. Heriblandt et flygel fra 1749 som er blevet brugt som model for det moderne flygel.
Silbermans største bidrag til pianofortes historie er måske hans store virke som lærer for den næste generation af instrumentbyggere. Hans elever videreudviklede flere ideer og her finder man bla. eleven Johannes Zumpe (1726 – 1790), der i England byggede små firkantede klaverer til hjemmet i perioden 1760 – 1800: Tafler! Disse spændte typisk over 5 oktaver og lød lidt som bløde cembaloer. De var “til at betale” og derfor solgte langt bedre end de store flygler med vingeform.
I Danmark bygges der også tafler i 1800-tallet. Da det opretstående klaver melder sin ankomst omkring år 1840, med større lyd og flere tangenter, blev produktionen dog relativt hurtigt stoppet. Sidste gang taflet forefindes på en større udstilling er på den nordiske industri- og kunstudstilling i København i 1872 og sidste gang, der produceres et taffel er hos Hornung & Møller i 1880.
A. C. Sundahl taffel hos Pianoland
Hos pianoland kan du se og prøve (!) et rigtigt museumsinstrument. Et taffelklaver bygget af instrumentbyggeren Adolph Christian Sundahl (1822 – 1875). Dateret af Musikhistorisk museum til omkring år 1900. Et måske bedre estimat er ca. år 1906, hvorfor det hører til blandt de absolut sidst producerede tafler i det danske taffelklavers historie.
Adolph var født i Odense, snedkersvend og elev af Conrad Christian Hornung (fra Hornung & Møller.) I 1857 etablerer han sig egen virksomhed og findes i Københavns Vejviser som “Pianofortefabrikant” i 1860. Gothersgade 41, 2. sal.
I 1863 overtager han en anden pianofortefabriktants, Christian Knudsen, virksomhed og har i 1865 hele 8 ansatte og en årsproduktion på ca. 50 instrumenter. I 1872 var årsproduktionen øget til 90.
I 1868 opnår han eneret på en nykonstruktion af pianofortets resonansbund og jernramme.
Eneretten gik på ”at forfærdige opstaaende Instrumenter, hvori Resonansbunden befæstes med skruer i stedet for med lim, og hvori Stiverne i den støbte Jernramme fortsættes ud til Rammens yderste rand, en konstruktion, der gaar ud paa at opnaa en bedre Afstivning af stemmestokken end den sædvanlige.”
