Om Bartolomeo Cristofori og flyglets oprindelse…
Det moderne flygels tilblivelse skyldes ikke én person, men er et produkt af mange personers opfindsomhed. Generationer af klaverbyggeres erfaring ud i håndværk og omhyggeligt arbejde skulle der til, før man nåede fra “pianoforte” til “flygel.” Skal man alligevel sætte navn på en af de mest betydende personer for dets tilblivelse må det være italieneren Bartolomeo Cristofori (1655 – 1731). Pianofortets skaber.
Cristofori står som klaverets/flyglets fader idet han i år 1698 byggede det første instrument, der anvendte hamre til at slå på strengene. Indtil da havde man bygget harpsichords/cembaloer, der knipsede strengene når der blev trykket på en tangent. Her var der tale om en “tænd/sluk” mekanisme. Når man trykkede tangenten ned, stille og roligt, så var det først uden reaktion og så pludselig blev strengen knipset. Typisk af en spids fra en gåsefjer. Alle knips var ens og man kunne ikke vælge at spille svagt eller kraftigt men måtte finde sig i den lyd, der lød.
En tanke formes
Det tænkte Cristofori over og fandt så på, at forbinde tangenterne med en hammer, der kunne “slå strengen an” i stedet for at knipse den. På den måde kunne man nu vælge at trykke blødt på tangenterne, eller hårdt, og skabe dynamik i musikken.
Cristofori anførte i en fortegnelse om sit første instrument: “Arpicimbalo di Bartolomeo Cristofori, di nuova inventione, che fa il piano e il forte”, hvilket vil sige: “Cembalo, der kan spille svagt og kraftigt.” Forte på italiensk betyder “kraftig” og piano betyder “svagt”. Deraf skabtes det navn, instrumentet gik under de første mange år: pianoforte eller fortepiano. Det havde et toneomfang på fire oktaver og regnes som historiens første.
Ældst bevarede Cristofori instrument fra 1720, der står på “The Met Fifth Avenue” i New York.
Det kan ses og ikke mindst høres her.
Hans instrumenter var godt nok en nyskabelse men samtidig meget dyre, ikke særligt nemme at vedligeholde og kunne heller ikke spille særlig kraftigt. Det får man en fornemmelse af i lydklippet.
Kært barn mange navne…
Cristoforis første pianoforte fra 1698 eksisterer desværre ikke længere. Det er der kun tre af hans instrumenter, der gør. Det ældste er fra 1720 og befinder sig på “The Met” museet i New York.
Det næstældste befinder sig lidt tættere på Danmark, nemlig i Rom, og er fra 1722. Det tredjeældste, fra 1726, befinder sig på Grassi-Museum i Leipzig.
Cristofori var ikke den eneste, der eksperimenterede med hamre for at skabe dynamik. Nogle samtidige instrumentmagere valgte at lade deres hamre falde ned på strengene, de såkaldte “Pantalons.” Andre valgte at lade hammeren anslå opad og kaldte. Begge var meget simple mekaniske anslag uden “repetition1“, som man finder det i senere instrumenter.
Når man i dag anvender navnet pianoforte/fortepiano, tænker man derfor på et instrument typisk fra før 1830. En forløber for det moderne flygel, der hovedsagelig afviger på tre væsentlige punkter: Det har ikke jernramme, strengenes tryk er væsentligt mindre og hamrene er ikke forsynet med filt men typisk læder. (Der blev også eksperimenteret med andre former for hammerhoveder fx kork.)
I 1731 dør Cristofori og hans navn og hans opfindelser blev hurtigt glemt. For en tid var det tyskeren Gottfried Silbermann man tillagde opfindelsen af pianofortet. Omhyggelige studier af Cristoforis instrumenter har dog dateret dem til “før Silbermann.”
Silbermann
Gottfried Silbermann (1683 – 1753) var hurtig til at fange og kommercialisere Cristoforis opfindelser og byggede allerede fra 1732 pianoforter i større stil.
Indtil da havde han nærmest haft monopol på at bygge gode orgler og var ikke altid lige vellidt grundet sin ikke forhandlingsvenlige facon. Som resultat af orgelbyggeriet havde han skabt sig en formue og vil man se/høre et af hans store orgler må man til Freiberg Domkirken i syd-Østtyskland. Nu gik han også ind i pianofortebyggeriet!
Hans første pianoforte er fra 1732 og han menes at have fundet og kopieret Cristoforis optegnelser og brugt dem i sine egne instrumenter. Han brugte dog også sine egne erfaring fra cembalo- og orgelbyggeriet. Han står fx i dag som opfinder af forløberen til dæmperpedalen.
Hans dæmperfunktion var dog ikke en pedal, men blev betjent af hånden. Man måtte derfor undlade at spille med den ene hånd, mens man betjente dæmperen.
Den var også væsentlig anderledes på et andet punkt idet den var todelt: En dæmper for diskanten og en dæmper for basstrengene, der kunne betjenes hver for sig.
Hans væsentligste bidrag må dog være uddannelsen af de kommende generationer af pianofortebyggere. En gruppe af elever, de såkaldte 12 apostle, flygtede til England pga. syvårskrigen (1756 – 1763) og bosatte sig der. En af dem, Johannes Zumpe, formåede senere at popularisere pianofortet ved at bygge et billigt Square piano (taffelklaver) som blev en stor succes.
Opfindelsen af Pianofortet har haft stor betydning i musikhistorien. Det var det foretrukne instrument for Mozart, Haydn og Beethoven. For romantikkens Chopin og Debussy. For ragtime-komponisterne og senere for jazz-, blues-, honky-tonk- og rockmusikere.
Temperament og eftermæle
Et eksempel på Silbermanns evne til at skabe uvenner var forholdet til Johan Sebastian Bach, der som bekendt foretrak at stemme sine instrumenter i det fleksible “veltempererede temperament.” Silbermann foretrak derimod “Middeltone temperamentet”, som er fundamentalt anderledes.
Bach fik aldrig rigtig overbevist Silbermann.
En anekdote fortæller, at Bach engang blev inviteret til at se og prøve et af Silbermann bygget pianoforte. Efter endt spil erklærede han, at instrumentet spillede for svagt og at tangenterne var for svære at trykke ned. Silbermann blev lettere fortørnet, men tog det til sig og formåede at ændre på instrumentet og bygge et bedre. Det forbedrede instrument blev mødt med Bachs absolutte godkendelse!
Dette førte senere til at Bach fungerede som pianist og agent i forbindelse med salget af et af Silbermanns pianoforter. Gottfried døde i 1753 og overlod virksomheden til sine driftige nevøer.
Opfindelsen af Pianofortet har haft stor betydning i musikhistorien. Det var det foretrukne instrument for Mozart, Haydn og Beethoven. For romantikkens Chopin og Debussy. For ragtime-komponisterne og senere for jazz-, blues-, honky-tonk- og rockmusikere.
Fra Cristoforis pianoforte med 4 oktaver, 1700-tallets 5 oktaver, 1810ernes 6 oktaver og 1820erne, hvor instrumentet begyndte at spænde over 7 oktaver, udviklede det polyfoniske instrument sig til i dag at have typisk 88 tangenter (syv en kvart oktav) og til at have en særplads blandt alle de øvrige instrumenter.
Moderne funktion, der muliggør, at hammeren efter at have ramt strengen hurtigt falder tilbage, uden at tangenten som sådan er sluppet. Den kan nu igen anslås selv om tangenten kun er omkring halvt oppe og egentlig ikke klar til nyt anslag. ↩︎
